Vi kan ikke basere os på rådgivning og best practice, når det drejer sig om os selv og nogle uhensigtsmæssige mønstre, vi har brug for at ændre.
Overskriften til denne artikel blev provokeret af en samtale, jeg havde med en mandlig bekendt. Han var gået ned med stress og var kommet ovenpå igen, men han fortsatte med at agere privat og arbejdsmæssigt, som han hele tiden havde gjort. Hvilket resulterede i, at stresssymptomerne var tilbage inden for 3 måneder.
I min snak med ham var han meget overbevist om, at han havde behov for en rådgiver, der kunne fortælle ham, hvordan han skulle indrette sin arbejdsdag. Der skulle i hvert fald slet ikke ske noget i hans privatsfære. Og det der med coaching – det er da vist mest for kvinder, der skal ud og realisere sig selv!
Min påstand er, at kvinder går til coach og overlever – mændene dør, hvis de ikke lærer det.
Antallet af stressramte stiger år for år. Det har naturligvis stor betydning for den enkelte at blive ramt af stress, men det har også nogle store omkostninger for både virksomheder og for samfundet som helhed, at så mange rammes af stress.
I min efterhånden betragtelige karriere er jeg stødt på rigtigt mange virkelig grimme møder med stress: blodprop i hjertet, blodprop i hjernen, lammelser i dele af eller hele kroppen, type 1 diabetes, pancreatitis, dødsfald. Og så er der alle klassikerne: søvnmangel, mavesår, kvalme og opkast, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, osv., osv., osv. – listen er alenlang.
Vi kan ikke blive ved med kun at symptombehandle stress, der er i udbrud – vi er nødt til at tage det i opløbet. Og vi kan ikke vente på, at virksomhederne og lederne bliver opmærksomme på, hvor stort problemet er. Vi er som mennesker nødt til at lære at kende og at sætte grænserne for, hvad vi kan holde til både fysisk og mentalt.
Det er her, coaching kommer ind. For coaching er et redskab til at skabe selvindsigt. Men det kræver selvdisciplin og selvansvar at gå ind i et coaching-forløb. Det kræver, at man tør at spørge om hjælp til at skabe den selvindsigt.
Her er mændene – og særligt ledere – specielt udsatte. Især de ældre generationer har det hårdt, for vi har opfostret vores drengebørn til, at de skal være ”mænd” og derfor stærke og usårlige – og ALDRIG spørge om hjælp. De skal kunne klare hele verden og være store ledere, og de omgiver sig med rådgivere og konsulenter til at fortælle, hvordan de skal gribe det an arbejdsmæssigt. For at bruge andres best practice er jo ikke det samme som at spørge om hjælp. Og de snakker aldrig om, hvordan de har det!
Coaching har stadigvæk flest tilhængere blandt kvinderne, men heldigvis ser vi, at mændene kommer mere og mere med. Men det kan blive endnu bedre!
Så her er nogle betragtninger omkring coaching, som mændene kan tygge lidt på:
- Det vigtigste er ikke, hvad andre tænker om dig, eller hvad andre har at give dig af gode idéer om, hvordan du takler dine udfordringer.
Det vigtigste er, at du får en målsætning for dit liv, som du selv har skabt. At den er realistisk og overkommelig. Og at du er motiveret for at komme videre. Og den motivation har du – og KUN DU – fundet frem til – ikke nogen andre!
- Coaching er ikke en gang flæbende ”nu-skal-jeg-ud-og –realisere-mig-selv” pladderhumanisme. Det er benhårdt arbejde med dig selv og dine mål. Det er at finde og beskrive din egen personlige Iron Man og planlægge vejen frem til, at du står på sejrsskamlen med en guldmedalje om halsen. Det er en erkendelse af, at der er én og kun én, der kan tage ansvar for dit liv, såvel privat som arbejdsmæssigt – dig selv!
- Det bliver dit livs største udfordring, og det ender med at blive den bedste beslutning, du nogensinde har truffet for dig selv, for din familie, for dine venner, for dine medarbejdere og for dine kollegaer.