God ledelsesstil og evnen til at motivere og fastholde medarbejderne kommer et sted fra: Fra dig som leder. Og hvis du ikke helt inde i rygraden, hele inde i hjertet, dybt nede i maven mærker, hvordan dine medarbejdere har det, og hvordan du anvender og styrker deres potentiale, så står du med umotiverede medarbejdere og dysfunktionelle teams.
Kommunikation
Hvis dine medarbejdere ikke forstår, hvad formålet er, hvad du forventer af dem, og hvilken deadline der arbejdes efter, så opstår der forvirring og kaos, og det kommer ikke til at lykkedes. Og omvendt: Hvis dine medarbejdere ikke kan eller tør kommunikere til dig, når der er problemer, eller der er noget, de er i tvivl om, så bliver de frustrerede, sure og stressede, og så står du der med et team, som ikke fungerer. Og hvis dit team ikke fungerer, så fungerer virksomheden ikke.
Tillid
Vores erfaring er, at mennesker præsterer deres absolut bedste, hvis du som leder udviser tillid til, at de faktisk ved, hvad de laver. Dette kræver, at du har overblik over, hvilke kompetencer der er i dit team, og hvor den enkelte har sine styrker og svagheder.
Det kræver, at du evner at ”give slip”. Med dette mener vi ikke, at du skal give fuldstændigt los og bare vente på, at der sker noget. Vi mener, at du som leder skal give teamet mulighed for selv at løse den konkrete opgave uden at styre ned i mindste detalje, hvordan den udføres. Du skal sikre, at de forstår, hvad opgaven går ud på, og hvilket formål den tjener. Med andre ord: Hvordan dit skib kommer fra A til B er sådan set ikke dit problem – det styrer teamet. Så længe de kommer fra A til B inden for den aftalte tid og til den rette ”pris”.
Og hvis der er udfordringer, uklarheder, problemer eller frustrationer, så er det din opgave som teamets leder at træde i karakter og få skibet tilbage på rette kurs.
Anerkendelse
Mennesker trives i meget høj grad ved at få anerkendelse for, hvad de kan. Det kan syntes banalt, men der er intet i vejen for at rose teamet, når et mål eller delmål nås. Og selv om du ikke selv er en af de personer, der behøver ros i hverdagen, så kan det gøre underværker at anerkende den indsats, dit team lægger for det fælles mål.
God ledelsesstil er ikke vanskelig, og hvis det ikke kommer naturligt til dig, så kan det læres. Redskaberne til at aflæse andre mennesker og forstå, hvordan et team fungerer bedst, er simple og kan tilegnes, hvis man ønsker at gøre indsatsen for det. Det tager tid, men du vil blive overrasket over resultaterne, hvis du først har bevæget dig ind på denne vej.
Et er et søkort at forstå, et andet skib at føre (Ludvig Holberg)
Læg en kommentar
Du skal være logged på for at skrive en kommentar.